Vedtægter for St. Røttinge Bylaug
1. Navn og hjemsted
a) Foreningens navn er Store Røttinge Bylaug
b) Foreningens hjemsted er Store Røttinge, 4733 Tappernøje, Næstved Kommune
2. Formål
a) Foreningens formål er at medvirke til at styrke og bevare sammenholdet i St. Røttige og arbejde for at bevare og videreudvikle de fysiske rammer i byen, til gavn for St. Røttinges fortsatte udvikling og til sikring af, at St. Røttinge forbliver et attraktivt sted at bo.
b) Herudover er det Foreningens opgave, at varetage interesserne overfor øvrige interessenter.
3. Medlemmer
a) Foreningens medlemsgrundlag er alle husstande på Store Røttinge vej og Muldbjergvej. Fravalg af deltagelse skal ske skriftligt og anføres i referat.
4. Generalforsamling
a) Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
b) Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i Februar/Marts. Der kan frit sammenkaldes ekstraordinære generalforsamlinger ved behov. På ekstraordinære generalforsamlinger er det udelukkende oplyste dagsorden der kan behandles.
c) Indkaldelse hertil skal ske med mindst 14 dages varsel.
d) Indkaldelse sker ved omdeling af seddel i postkassen og information på hjemmesiden (www.store-røttinge.dk). Påmindelser via brev/email eller SMS er en ekstra service.
e) Dagsordnen skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger kort beretning for forenings forhold det forløbne år. 3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab.
4. Indkomne forslag og synspunkter
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer
6. Fastsættelse af medlemskontigent
7. Eventuelt (uden bindende beslutninger)
f) Der skrives referat over generalforsamlingen som underskrives af dirigenten.
g) Stemmeberettigede er én repræsentant for hver husstand. Hvis et medlem ønsker det, skal afstemningen foregå skriftligt. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde, eller skriftlig fuldmagt.
h) Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal med undtagelse af pkt. 7.
5. Bestyrelsen og dens opgaver
a) Bestyrelsen består af 3 bymedlemmer. Bestyrelsen er på valg hvert år.
b) Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær.
c) Bestyrelsen sørger for at administrere de igangværende sager og aktivt fremme en positiv udvikling af byens fælles-arealer. Bestyrelsen varetager en koordinerende opgave i forbindelse med byens aktiviteter og trivsel.
d) Der skal afholdes mindst 2 bestyrelsesmøder årligt, med referat på hjemmesiden.
6. Økonomi
a) Udgifter til sociale arrangementer skal dækkes ved deltagerbetalinger, aktivitetsfælleskassen m.v. og ikke af Foreningens økonomi.
b) Indtægter er fortrinsvis baseret på kommunale tilskud m.v.
c) Det påhviler bestyrelsen at ansøge om diverse tilskud
d) Godkendte udgifter er effekter eller materiale for praktiske forhold, opsparing til evt. rensning af gadekær, byforskønnelse og vedligehold udover hvad kommunen ellers selv forestår.
e) Der kan ikke udbetales honorar til personer, eller betales for tjenester udført af byens indbyggere.
7. Vedtægtsændringer
a) Vedtægtsændringer kan vedtages på en generalforsamling, når mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for forslaget.
8. Opløsning af foreningen
a) Foreningen kan opløses hvis mindst 3/4 af de fremmødte stemmeberettigedes stemmer for sådan forslag. Opløsning kan kun træde i kraft efter to på hinanden følgende generalforsamlinger, som afholdes med mindst en måneds mellemrum.
b) Eventuelle midler i Foreningens kasse overgår til almennyttige formål efter den opløsende generalforsamlings nærmere bestemmelse.
Godkendt på stiftende generalforsamling, St. Røttinge , Søndag 2. juni 2013
Jan Wold, Muldbjergvej 2
Dirigent